Af Marianne Henriksen, Kommunikation & Sparring v. Henriks Datter
Siden min far døde i 2006 har jeg besøgt den landsbykirkegård, hvor han er begravet, mere eller mindre flittigt. Da vi skulle vælge gravstedet, var der bestemt ikke frit valg på alle hylder, for der var ikke mange ledige pladser. Heldigvis lykkedes det at finde det rigtige sted til ham. I årene, der er gået har jeg bemærket, at der bliver flere og flere tomme gravsteder – og så har jeg tænkt: - dør folk ikke mere, eller hvad?”.
Sidst jeg besøgte graven var de gamle fyldige kanthække ovenikøbet fjernet og erstattet af bittesmå nye hækplanter. Nu blev det virkelig tydeligt, hvor larmende tomt, der er blevet på min barndoms kirkegård. Og jeg skulle så lige hilse og sige, at det er langt fra den eneste kirkegård, der kan fortælle den historie. Prøv en gang at besøge en nærliggende kirkegård, og du kan ved selvsyn konstatere, at der er blevet tomt.
Jeg har derfor sat mig for at finde ud, hvad denne tomhed skyldes. Ikke overraskende er der flere årsager til, at der er så mange tomme gravsteder på de danske kirkegårde. Det er fx blevet nemmere at få lov til at sprede asken fra afdøde over vandet, ligesom der fortsat er overvældende mange, der bliver brændt, så de ikke fylder helt så meget på kirkegårdene. Men den helt afgørende årsag ser ud til at have med økonomi at gøre – det er ganske enkelt blevet meget dyrere at have et gravsted.
Nyt cirkulære – nye takster
For det er ikke til at komme udenom, at det koster noget både at blive begravet og have et gravsted. Og det er oven i købet blevet dyrt de senere år. Det skyldes, at der i 2007 på baggrund af kirkegårdenes generelle underskud udkom Betænkning om folkekirkens lokale økonomi.
Udvalget bag betænkningen kom med flere anbefalinger til at rette op på folkekirkens økonomi - bl.a. skal indtægter og udgifter for de folkekirkelige kirkegårde opgøres og opstilles separat i regnskaberne (gennemført fra 2011) ligesom hver kirkegård skal foretage en omkostningsberegning af alle aktiviteter herunder begravelse og pasning af gravsteder. De relevante lovbestemmelser blev ændret og i 2009 kom et nyt cirkulære og vejledning om beregning af kirkegårdstakster.
I grove træk er indholdet, at taksterne ikke må overstige de faktiske omkostninger, som den enkelte kirkegård har i forhold til konkrete opgaver – her er det udførligt angivet i vejledningen, hvordan man udregner en timekostpris, som udover en takst for leje af gravplads er det, man beregner taksterne ud fra.
Folkekirken må forskelsbehandle medlemmer og ikke-medlemmer af folkekirken og der må således gives tilskud til medlemmer, så det er billigere for medlemmer af folkekirken at blive begravet, leje gravplads samt pasning af gravsted.
Højere takster
Resultatet af den nye vejledning var altså, at taksterne over stort set hele landet steg, så det i dag er blevet markant dyrere for de efterladte at opretholde et gravsted. Priserne varierer fra sogn til sogn og fra landsdel til landsdel, by og land. De store kirkegårde har typisk en bedre økonomi end de mindre, men jordtype kan også være afgørende for, hvor meget arbejde der skal lægges i at holde gravstederne. Taksterne på de kommunale kirkegårde følger de samme principper og her gøres der forskel på, om man er bosiddende i kommunen eller er bosiddende i en anden kommune. Priserne varierer meget fra kommune til kommune.
Skal økonomien bestemme?
En af konsekvenserne ved takstforhøjelserne er, at gravsteder sløjfes hurtigere end tidligere eller helt fravælges til fordel for fx askespredning over havet. Der er ikke nye tal på antallet af askespredninger, men der er ingen tvivl om, at tallet er støt stigende – måske pga. økonomi, måske fordi vi ikke vil ligge nogen til last. Stenhuggerne kan fortælle, at de henter langt flere ”gamle” gravsten fra sløjfede grave end tidligere til knusning
Hvis vi vil bremse den bevægelse og ikke lade økonomien styre, hvordan vi skal begraves, så skal vi som pårørende acceptere at betale for de ydelser, man får på kirkegården. Netop det ser ud til at være en meget stor hurdle. Omvendt skal de ansvarlige for kirkegårdsdriften optimere driften og udvikle mindre vedligeholdelseskrævende og omkostningstunge gravsteder og anlæg eller tænke i alternative muligheder for tilknytning af frivillige på kirkegårdene.
Man kunne også sagtens argumentere for, at staten gav et øget tilskud, så det ikke bliver økonomi, der bestemmer, hvordan vi vælger at blive begravet. I fx Norge er gravstedet gratis, mens driften varetages af kommunale midler og brugerbetaling. Den model er da værd at overveje i Danmark – for det er vel ikke ønskværdigt, at vi alle hældes i havet, fordi det er gratis.
Ændring af kulturen på kirkegårdene
Den nye økonomiske dagsorden på kirkegårdene er i fuld gang med at ændre kirkegårdskulturen, så der nu er mere grønt og tomt, dvs. flere tomme gravesteder og flere plæner med urnenedsættelser og sten i niveau med græsset. Der er også en del kirkegårde, der tilbyder, at halvdelen af en kistegravplads kan ligge i plæneanlæg, så prisen reduceres. Hvor man tidligere beholdt gravsteder flere år udover fredningstiden på sædvanligvis 20 år for kistegrave og 10 år for urnegrave, ser man nu en klar tendens til, at gravene sløjfes pga. de højere takster.
Derfor er der nu mere tomt på kirkegårdene, uanset om vi kommer på de store kirkegårde i byerne eller vi kommer på en lille kirkegård i Vestjylland – tendensen er tydelig.
Nu er der jo ikke noget galt i, at kulturer og steder forandrer sig og antager nye former, men spørgsmålet er, om vi er bevidste om, hvor takstreguleringerne fører os hen.
Uomtvisteligt er det i hvert fald, at der er markant tomhed på såvel landsbykirkegårde som de store kommunale kirkegårde i de store byer, og at der går kulturværdier tabt hver gang et gravsted sløjfes.
Danskernes mening
Hvis man ikke har forholdt sig til sin egen begravelse, så har man nok heller ikke overvejet, om man skal sætte penge til side til sit efterliv på kirkegården. Men har man selv været med til at begrave pårørende, så ved man, at det ikke er gratis at have et efterliv. Særligt ældre kan derfor udtrykke bekymring om, at de kommer til at lægge pårørende økonomisk til last i forhold til omkostningerne ved en begravelse og pasning af et gravsted.
I en undersøgelse fra 2016 af Stenhuggerlauget i Danmark viser det sig, at 46,2% er enige eller meget enige i udsagnet: Mine pårørende synes ikke at jeg ligger dem til last, selvom min begravelse er forbundet med omkostninger. Kun 10% er meget uenige eller uenige i udsagnet, så direkte adspurgt er vi ikke udpræget negativt indstillet overfor, at det koster noget at blive begravet og have et efterliv på kirkegården. Tallene er ovenikøbet lidt højere, når det gælder synet på andres begravelse og omkostningerne, der er forbundet hermed. Her angiver godt 65% sig enige eller meget enige i, at den afdødes begravelse ikke har ligger vedkommende til last.
Fremtidens kultur
Det er trods alt kun 7 år siden, at der blev indført nye høje takster, og fortsætter udviklingen med samme raketfart, så er der ikke meget sorgbearbejdning og kultur at komme efter på de danske kirkegårde.
Hvis vi skal nå at bevare vores danske kirkegårdskultur, inden det er for sent, så skal der tænkes nyt og det skal gå hurtigt, for lige nu sløjfes der gravsteder hurtigere end vi forestiller os. Historiker Erik Kruse Sørensen opstiller i en udgivelse om kirkegårdskultur en række paradokser i nutiden. Han ser den tiltagende individualisering, hvor vi laver opslag på sociale medier af lagkager, løbeture med nøjagtige distancer, børnefødsler og koteletter i fad op i en lind strøm som et paradoks til den anonymisering, der finder sted på de danske kirkegårde.
I bl.a. Københavns Kommune vil man i højere grad indrette kirkegårdene, så de også har rekreative formål for de omkringboende borgere. Jakob Borrits Sabra, der forsker i kirkegårdskultur på Aalborg Universitet, fortæller i en artikel i Politiken ”Det er dyrt at vedligeholde kirkegårde. I takt med, at flere københavnere dropper kisterne til fordel for små urner i fællesgrave, bliver der mere plads, mens kommunens indtægter bliver mindre. Derfor vil politikerne have borgerne til at bruge kirkegårdene til andet og mere end sorgdyrkelse.” Han fortæller desuden, at det kodeks, vi traditionelt har brugt om kirkegården er under forandring, så også andre borgere end efterladte vil også gerne have lov til at gå på kryds og tværs, cykle, tale i mobiltelefon, nyde kulturen eller lufte hunde.
”Foreningen for kirkegårdskultur” har netop udgivet en artikelsamling, der bl.a. giver gode og fornuftige bud på, hvordan man konkret kan udvikle kirkegårde med faldende gravpladsbehov og meget lille behov. Bogen er desuden fyldt med illustrationer, der fortæller kultur-, social- og personlige historier – akkurat som kirkegårde har fortalt historier de sidste 200 år.