Billede af kirkegård

Kan kirkegården bruges til at bearbejde sorg?

Af Marianne Henriksen, Kommunikation & Sparring v. Henriks Datter

 

Vi lever et topmoderne liv i et gennemreguleret samfund, hvor vi følger samfundets veltilrettelagte flow fra vuggestue, skole, arbejdsliv og pension til døden rammer os på et eller andet tidspunkt. I det offentlige rum taler vi meget lidt om den død, der er tæt på os – ligesom vi taler meget lidt om sorgbearbejdelse og hvordan efterladte kommer igennem sorgen og videre med livet. I Danmark ender de fleste af os på kirkegården – i 2017 blev 53.239 begravet eller bisat fra Folkekirken, som er begravelsesmyndighed i Danmark. De fleste af os ender på kirkegården i en kiste eller en urne, mens andre spredes som aske i fx havet.  Så når de fleste nu ender der, hvad kan de efterladte - de levende - så bruge kirkegården til?

 

Kirkegården er et afgrænset område, hvor vi begraver afdøde i kister eller urner – af den simple grund, at så har vi styr på resterne i forhold til miljø, vandmagasiner, nedbrydningstider osv. Men kirkegården er også et sted, hvor de efterladte kan mindes de afdøde, bearbejde sorg og tage sig tid til eftertanke. 

Bedemænd, præster, gravere og stenhuggere har det til fælles, at de møder de pårørende til en afdød i en meget tidlig fase af sorgprocessen. Her fortæller de efterladte gerne mange og lange historier om den afdøde, når der vælges sten, salmer og beplantning eller der skal gives input til begravelsestalen. Så det at have noget konkret og praktisk at forholde sig til ser ud til at gavne sorgprocessen.

 

Sorgprocesser

Sorg er en kompleks og dynamisk proces, der i følge nyere psykologisk forskning kræver en vekselvirkning eller svingning mellem på den ene side konfrontation med og på den anden side undgåelse af tabet. Konfrontationen foregår via en tabsorienteret proces, hvor man fokuserer på det, man har mistet, oplever og genoplever sorgens følelser og giver slip på, fortsætter eller omformer de følelsesmæssige bånd til den afdøde.

De fleste, der har mistet et menneske tæt på har da også oplevet, at det at skulle forholde sig til en række praktiske ting vedr. begravelse, mindehøjtidelighed og valg af gravsten kan have næsten terapeutisk virkning. At foretage en række valg, tage stilling, arrangere – at forholde sig til en række praktikaliteter hjælper og beroliger. Desuden giver de praktiske gøremål lejlighed til at mindes og tale om den pårørende. 

Derfor oplever mange da også, at de involverende fagpersoner fra bedemand, præst, stenhugger og graver kommer til at spille en væsentlig rolle alene fordi de forholder sig professionelt til ens sorg, stiller spørgsmål og løser problemer – og som nævnt oplever de samme fagpersoner, at de pårørende meget gerne vil fortælle små og store historier og detaljer fra den afdødes liv.

Efter den akutte sorgfase, der er præget af chok på den ene side og praktiske gøremål på den anden, kommer hverdagen tilbage. Her er der stadig brug for bearbejdelse af sorgen – og her kan kirkegården være et godt bud på et konkret sted til sorgbearbejdelse. 

Ansatte på kirkegården og besøgende kan i hvert fald konstatere, at der er aktivitet på kirkegårdene. Selv en grå dag i marts, hvor jeg slog et smut forbi mine forældres grav med lidt perlehyacinter, er der friske kranse og buketter på gravene - også på de anonyme stenplader, der er nedsænket i græsset er der lys, blomster og måske en perleplade eller to. Den aktivitet vidner om, at kirkegårdene benyttes af de pårørende til på en eller anden måde at bearbejde sorgen og for en kort stund mindes den eller de døde.

Biskop Elof Westergaard, Ribe Stift citeres i Kirkegården, august 2015 for flg.: Kirkegården er et vigtigt pauserum, mere end et sort hul i byrummet, det er nemlig et levende sted, hvor vi fortsat kan blive mindet om såvel vore vilkår som mennesker og om, hvordan vi bliver til, ved at dele livet med hinanden… Kirkegården er også et andet sted, fordi vi netop her giver plads til, at en erindring om afdøde kan holdes i live. Er vi udenfor kirkegårdsdiget i hast i gang med dagens glæder og byrder, så er kirkegården stedet, hvor vi møder det, vi kommer af, og dem vi har delt tid sammen med, og de som har været med til at give vores dag farve og lys. Således er kirkegården også et levende sted, for så vidt vi netop her får vækket vores erindring.

 

Børn og sorg

Det er sjældent, at børn er med i denne første del af afskeden med en pårørende, men de kan i stedet have gavn af at have et gravsted at besøge. ”Et gravsted symboliserer afslutningen på et liv”, siger børnepsykolog Jens Henrik Thomsen i et interview i Kristeligt Dagblad. Hans erfaringer fra arbejdet med børn, der har mistet nærtstående familiemedlemmer er, at børn, der har mulighed for at besøge et fysisk gravsted kan blive hjulpet lettere gennem sorgbearbejdningen. Han mener derfor, at anonyme gravsteder er en hindring for de efterladtes sorgbearbejdning.

 

 

Skal brugen af kirkegården moderniseres?

På en konference afholdt i marts 2018 i Forbundet Af Kirke- og Kirkegårdsansatte (FAKK) fortalte Søren Egemar Knudsen, der mistede sin kone i 2015 om sine og de tre børns behov for at kunne være på kirkegården under andre former, end det er tilfældet i dag. Egemar Knudsen fortalte under overskriften ”Kirkegården set fra en families synsvinkel”, at familien fx havde behov for at være mere på kirkegården for at bearbejde tabet. Derfor kunne de ønske sig bedre og mere uhøjtidelige opholdssteder, så det fx kunne være muligt at afholde en picnic. Familiens havde et ønske om at være til stede ved mærkedage og fx mødes med familie og venner og mindes moderen på hendes fødsels- eller dødsdag. 

På samme konference blev der advokeret for, at man generelt skal være bedre til at invitere borgerne indenfor og fx erstatte skiltet med Ordensreglement med et Velkomst-skilt i stedet. En overskrift hed således ”Lad os træde ind i nutiden”. For der er ingen tvivl om, at kirkegården kan bruges og bliver brugt til sorgbearbejdning, så jo venligere kirkegården tager sig ud des flere vil benytte muligheden for at mindes afdøde på deres egen måde – ikke i dyb og andægtig stilhed med nyrevne gange, som for 50 år siden.  

Andre religiøse kulturer efterspørger også muligheden for at kunne forsamles flere mennesker på kirkegården for netop i fællesskab at mindes og bearbejde sorgen. 

I Københavns Kommune har politikerne i Teknik og miljø i 2015 besluttet, at fordi der er færre kistebegravelser, så skal dele af kirkegårdene i højere anvendes som grønne byrum til brug for alle borgere. Kommunen ønsker altså at benytte kirkegårdene til rekreative formål, så flere borgere får deres gang på kirkegården. Peter Skov-Jakobsen, biskop i Københavns Stift afviser ikke tankerne, men siger om brugen af kirkegårde i en artikel i Politiken, at ”vi bliver nødt til at acceptere i vores samfund, at alt ikke bare kan være underholdning, og at det ikke bare kan gå hurtigt derudad hele tiden. Der er nødt til at være steder, hvor mennesker kan græde, og hvor sorgen er dominerende og kan få lov til at fylde et offentligt rum… Jeg vil gerne indføre det gamle begreb sømmelighed. Vi har brug for at passe på hinanden, når nogen er døde. Det kan vi ikke bare løbe forbi eller drikke bajere ud af”. 

Der er ikke tvivl om, at brugen og indretningen af kirkegården er under forandring – det er bare vigtigt, at vi gør det i det rette tempo og med sømmelighed for øje, som biskop Peter Skov- Jakobsen siger.

 

Denis fik gravsten til sin fars grav

I oktober 2017 gik en video på Facebook viralt og blev set over 1 mio. gange, delt mere end 3.000 gange samt kommenteret og liket af tusindvis af danskere. Videoen i opslaget viste, hvordan de to venner, Mathias Østerbølle og Dennis Andresen overraskede deres ven Denis Lund Jensen på hans 23-års fødselsdag. Med bind for øjnene bliver han ført hen til sin fars gravsted, hvor de to venner har taget initiativ til og købt en sten til farens grav. 

Forhistorien er, at Denis som 16-årig mistede begge sine forældre med korte mellemrum, og i en meget ung alder stod alene tilbage med en stor sorg. Faren, der deler gravsted med farmoren og farfaren, har aldrig fået en sten på sin del af gravstedet pga. uenigheder i familien. Det har pint Denis i de år, der er gået, at der var tomt på farens grav. Han bryder da også sammen, da han ser, at vennerne har sørget for en gravsten. Efterfølgende vælger han at offentliggøre videoen på Facebook, fordi han synes, at alle skal vide, hvilke fantastiske venner, han har.

Senere bringer en række medier historien og de tre venner kommer også i studiet i TV2s Go’ Aften Danmark, så historien når på den ene eller anden måde hele Danmark.

 

Hvorfor griber denne historie sådan om sig? 

For udover, at det er en fantastisk historie om et par venner, der opfylder et stort ønske, så er det også en historie om en ung mand, der stadig kæmper med at bearbejde sin sorg over tabet af forældrene – det er en historie, der beskæftiger sig med et emne, der på et eller andet tidspunkt vil berøre os alle, men som vi ikke taler meget om længere, nemlig døden, sorg og hvordan vi mindes de døde. Ved at se en video om Denis på Facebook erkender vi, at emnet griber os og at det er vigtigt at have et sted at mindes de døde.

Så det ser ud til, at det betyder noget, hvordan vi bliver begravet. 

 

Digital sorgbearbejdelse

Eftersom mange udfolder sig digitalt på sociale medier, så er der også her ved at opstå en form for digital sorgbearbejdelse. Facebook omdanner fx profiler til mindesider – det giver efterladte mulighed for at dele tanker og minder. Hvor det tidligere kun var meget få, der tog til orde i offentligheden i form af en nekrolog, så er det nu muligt for alle at skrive en fortælling, en nekrolog, et minde eller en kondolence til de efterladte. 

Der er en hjemmeside mindet.dk, hvor man kan oprette et digitalt minde om en afdød. Og det er med garanti kun starten på den digitale sorgbearbejdning.

Det er også muligt at indlægge QR-koder (stregkode) i gravsten, så man ved at skanne koden får vist en film, fortalt en historie eller får noget helt tredje at vide om afdøde.

 

Type af gravplads og sorgbearbejdning 

I foråret 2016 undersøgte Stenhuggerlauget i Danmark danskernes forhold til døden, sorgbearbejdning og begravelsesformer. De gennemførte en omnibusundersøgelse ved at stille 1044 repræsentative danskere en række spørgsmål.

50,8% angiver, at de er enten meget enige eller enige i udsagnet om, at et kendt begravelsessted (urne eller kiste) er et godt sted for de efterladte at bearbejde sorgen over den adspurgtes begravelse. Det forholder sig anderledes, når deltagerne bliver spurgt om en anonym gravplads eller askespredning er gode steder for de efterladte at bearbejde sorgen. Her svarer 13,3 og 8,5%, at de er hhv. enige og meget enige i udsagnet, når det gælder anonym gravplads. De tilsvarende tal for askespredning er 11,5 og 7,6%. Der er altså markant flere, der anser en kendt gravplads for at være et godt sted at bearbejde sorg, mens det kun er godt 20%, der anser en anonym gravplads for at være et godt sted at bearbejde sorg og knap 20%, der ser askespredningssted for et godt sted.

Svarene fordeler sig lidt anderledes, når spørgsmålene om kendt gravsted, anonym eller askespredninger drejer sig om egne oplevelser og erfaringer efter pårørendes død. Her er 62% er enige eller meget enige i, at det for dem er et godt sted at bearbejde sorg ved en kendt gravplads. I forhold til en anonym gravplads er 27% enige eller meget enige. For askespredninger tallet helt nede på 11,6%. Flertallet har således selv erfaret, at en kendt gravplads er et godt sted at bearbejde sin sorg.